Semana Santa = tid til at skrive

Saa er der gaaet nogle uger igen, med fuld tryk paa universitetslivet, med tilegnelse af nye arbejdsmetoder, skaeve dagsrytmer, og accept af irritationsmomenter som fx kontrol af laesning, dvs. man gerne lige bruger en halv time af en undervisningsblok paa at besvare fem af laereren stillede spoergsmaal hvis besvarelse forudsaetter en forudgaaende grundig laesning af omhandlende tekst. Ud fra denne besvarelse gives saa et antal point som sammenlagt ved semesterets slutning saa  kan vaere afgoerende for om man er bestaaet eller ej. Der er altsaa ikke rigtig mulighed for at “skubbe” sin laesning onsdag aften til weekenden, for saa misser du ligesom dine point. Og dét kan altsaa godt blive lidt kraevende, naar man saa har to reelle afleveringer i den foelgende dags fag. Lige omkring her maa jeg altsaa sige, at den danske form er lidt mere fleksibel i forhold til uventet opstaaede situationer (sygdom, gaester, traethed, druk). Ansvar for egen laering – og med enkelte tidligt fastlagte datoer for opgaveindleveringer osv. Her lyder det: “Hvis I lige laeser de her 40 siders historie, finder en ekstern tekst at supplere med, og saa lige smaekker et 4 siders essay sammen med diskussion af foelgende 3 punkter og med illustrationer, til mandag – saa er den fin”. Puuuuh, det holder daelme haardt nogle dage.. Men okay – nu er jeg jo ogsaa rigtig god til at flytte tingene foran mig.. Og saadan har det vist altid vaeret. Saa det kan da vaere jeg i loebet af de naeste maaneder pludselig bliver “op- og udrydder” og ordentlig.. We’ll see… Ellers arbejder jeg mig frem efter princippet om at jeg naar hvad jeg naar. Og intet er spild..

Og to maaneder inde i mit udlandseventyr er har jeg saa set mig gal paa opmaerksomheden. En opmaerksomhed som man jo ellers af og til kan naermest eftersoege der hjemme, naar man foeler man gaar i et med vaeggene.. Men altsaa: De stirrer! (selvfoelgelig isaer maendene) Og det er der selvfoelgelig ikke noget nyt i – det har de jo gjort alle gaange og i alle latino-lande jeg har faerdes i. Maaske er forskellen og grunden til den ekstraordinaere irritation denne gang, at jeg jo for fa´n ikke er her som turist. Spoerger nogen, skal jeg hurtigt finde mit studie-visum frem. Og jeg bor i et helt almindeligt hus som saa mange andre. Og jeg synes sgu ogsaa ting er dyre i Cuenca, selvom studenter-loennen paa 5000 kroner fra den danske stat for foerste gang i historien raekker helt til baade den 29., 30. og 31. i maaneden!
Men alt det aendrer selvfoelgelig ikke ved at jeg stikker ud – hoej, hvid, andet toej, blaa oejne, evigt solforbraendt, “lyst” haar i  tilfaeldig knude i nakken. De unge hormonforstyrrede teenage-drenges kommentarer kan jeg ikke tage mig af. Men saa er der ham den midaldrende herre som altid vandrer frem og tilbage foran cafeteriet og kvitterer mit stive blik lige frem eller ned i jorden med et “Buenos dias/tardes/noches”, og saa er man ligesom noedt til at loefte hovedet og give igen. For jeg passerer der jo dagligt. Eller vaerre: Stor hvid firhjulstraekker med et stort “Policia”, nedrullede vinduer og fem yngre maend i uniform som passagerer krydser mig i gaden. Idet bilen passerer, registrerer jeg flere saet sammenknebne laeber og den hvinende lyd det giver naar luften traekkes ind gennem den smalle aabning. Jeg mener – helt aerligt – skal jeg tage politiet serioest og anse dem som autoriteter, selv naar de staar naesepillende i gaden og “dirigerer” en umulig trafik – ja saa synes jeg vi skal starte med at blive enige om at de arbejder naar de er paa arbejde og lader mig vaere praecis lige saa ubemaerket som jeg bevidst udstraaler jeg oensker!! 

Mine mange (naermest ugentlige) busture ud af Cuenca og ud i landet er naermest en slags “helle”. Her er jeg blot én af mange, blandt turisterne som hurtigt fylder busserne. (Dog haender det selvfoelgelig stadig at “mami” eller “mamacita” her bliver inviteret ud paa saedet mellem chauffoer og billet-fyr til en frisk udfordrende snak… Oeh – nej tak, jeg vil ikke med hele vejen til Quito og se paa stjerner! (dem ser jeg nemlig meget klarere i junglen.) 

En 11 timers busrejse gennem bjerge og troper er i oevrigt ellers en smal sag herovre, synes jeg. Der er jo altid et eller andet at laese til det der universitetsstudie – og ellers er eventyrene ret uden for vinduet. Uanet hoeje bjerge, daekkede af frodige urskove, saa vel som hoejsletter som naermest forekommer oerken-agtige, men med den sneklaedte Chimborazo-vulkan bag sig. Man kroeller taeerne sammen og traekker benene sammen under sig i haab om at holde varmen i sit ellers bevidst udvalgte sommertoej – let nok til at udstaa varmen I jungle, men med lange aermer og ben saa insekterne ikke spiser en fuldstaendig op og man ikke ligner en vildfaren strandloevinde som man bevaeger sig afsted gennem de hoeje kolde Andesbjerge langt fra kysten.
Ja, saa sidder man der, i timevis, og dagdroemmer. Hvad mon der gemmer sig derinde blandt alt det groenne? Hvor hoejt mon saadan et bjerg egentlig er? Og hvor meget hoejere goer traeerne paa toppen det mon? Og man maa blot konkludere at der vel for fa´en ikke er nogen idiot der nogensinde giver sig i kast med at finde svarene. Worst case scenario ville vaere at man begyndte at faelde skoven for at finde spor fra en svunden tid og kultur. Og man maa ikke slaa naturen ihjel – det har den ikke godt af! (Jeg saa i oevrigt et tilbud paa at koebe nogle hektar jungle ved Puyo.. Det  skulle da maaske vaere den bogstaveligt talt groenneste investering man kunne goere sig!)

Heldigvis er irritationsmomenterne da til at overse/ignorere, i sammenligning med saa meget andet. Det gaar langsomt men sikkert op for mig hvordan bl.a. en helt misforstaaet racismekultur udspiller sig blandt mestizerne herovre. Mestizo er betegnelsen for personer med blandet indiansk og europaeisk afstamning, og Ecuador er en udpraeget mestizokultur – rigtig rigtig mange mennesker her er tydeligt af baade indiansk og europaeisk/spansk afstamning. “Alle” er altsaa saerdeles modtagelige for sol og alle grader af moerk saavel som lyse kuloerer findes i gadebilledet. Derfor kom det da egentlig ogsaa bag paa mig den anden dag, da jeg sad sammen med Diego ved et klassisk gadekoekken/”restaurant” i Tena (hvor so to speak alle eller et overvejende flertal er mestizoer), at jeg fik min mad med det samme, hvorimod Diego fik lov at vente jeg ved ikke hvor lang tid, 15-20 minutter maaske, paa samme bestilling. Selv da han spurgte efter sin tallerken gik der yderligere minutter. Alt imens alle andre omkring ham selvfoelgelig blev serviceret de pronto. Det interessante her var saa, at familien som drev stedet aabenlyst var lige saa meget mestizoer som Diego. Men da han bruger de fleste vaagne timer under aaben himmel, i genskinnet fra floden, ja saa bliver han praktisk talt moerkere end brun hvis han ikke "passer paa". Omvendt lever omtalte familie tydeligvis naermere taet ved frituregryden inden doere, og har derfor kuloer som en middelmaadig sydeuropaeer. Men taenk sig engang at forskelsbehandle sin egne “race” med en hudfarve, man selv er overdisponeret for at faa ved enkelte timers sollys dagligt, som grundlag for dette. Trist.
Jeg proever stadig at overbevise mit eget indre om, at der ikke var noget racisme i det, men det derimod skulle vaere en slags barnlig “straf” for at haenge ud med “gringaen”. (Ja, man har jo lov at holde fast i sit nok naive haab og troen paa den “gode” verden).

Ak ja, sure opstoed og forundringer vil ingen ende tage...

Jeg har det godt ellers.. og har nu to forlaengede weekender i streg: foerst "semana santa" eller i hvert fald fri (skaer)torsdag og (lang)fredag- naeste uge er det saa torsdag dagen for grundlaeggelsen af Cuenca, hvilket vil sige lokal helligdag efterfulgt fredag af "laerernes dag" paa filosofisk fakultet (som heldigt nok er mit fakultet). Saa lidt "ferie" bliver det da ogsaa for mig - selvom jeg foeler mig snydt naar jeg hoerer hvordan de i Spanien har op til to ugers ferie pt.

KH

Stine