onsdag den 9. januar 2013

Tilbage fra job og tilbage i Ecuador

Nå, så er det vist tid til en update fra Sydamerika. Ja for nu er jeg jo tilbage hvor jeg har det bedst, i mit andet hjemland, i syd og lige på ækvator.
Jeg ved at nogen havde det svært og mærkeligt med at jeg insisterede på at være ude af DK igen inden det blev rigtig jul. Men som de der kender mig ved, ja så går jeg jo helst mine egne veje. Og jeg kan meddele at jeg havde en glimrende jul og nytår herovre, om end planerne ændrede sig lidt i løbet af de sidste par måneder i DK. Jeg og Diego er nemlig ikke sammen mere - men den gode relation med eks-svigerfamilien er intakt, hvilket selvfølgelig betyder meget for mig herovre.
Så planen om at tage til Tena som det første blev (med undtagelse af en overnatning hos Males forældre i Quito den første nat) gennemført - med gensynets glæde. Mirian (tidl. svigerinde) tilbød mig at bo hos hende og datteren Amy trods beskedne forhold - og alt andet end at takke ja ville være tosset og uhøfligt - jeg kender dem jo virkelig godt og så fine manerer har jeg slet ikke.
Jeg brugte således en fire dage i Tena, hvor jeg nåede både at sælge raftingture på kontoret, et længere besøg hos Marlene og Santos (mami og papi) med besigtigelse af byggeprojekter og hygge med bonus-barnebarnet Toco. Og så fik jeg som "tía"(tante) den særlige invitation og ære at deltage i juleafslutningen på Amys og Arnols skole - noget som vel mest af alt var lige så kaotisk og underholdende (på sin egen måde) som en skolefest anno sluthalvfemserne i Vindinge tilsat 25-30 graders varme.





 
Desuden mødte jeg noget uventet Joshua, en kammerat fra Baños, i gaden en dag, så pludselig var der også dømt fest i gaden op til flere aftener blandet med familiehygge og -fødselsdage.

Fra Tena tog jeg til Quito den 24. december og holdt stille og hyggelig "juleaften" med nogle venner der. Egentlig meget en aften som alle andre her - og det passede mig fint. (Måske jeg virkelig er ved at blive gammel??) Derfra fortsatte jeg så festen i Baños de følgende juledage. Bonus i Baños-besøget (udover gensynet med vennerne og de vilde fester som var man 18 igen) var selvfølgelig "Mama Tunguráhua" som jeg endelig fik set i udbrud inkl. stank af afbrændt skorsten i hele byen ved ankomst.


For at slutte 2012 (som jo egentlig var et meget godt år, synes jeg) af med manér, kørte jeg sikker stil og tog derfor rejsen til kysten den 28. dec. En ven hjemmefra er netop flyttet hjem til Ecuador efter 6 år i Europa (så vil jeg altså ikke høre ét ord om mine knap 8 mdr herovre) og inviterede mig til nytår i Atacames som ligger på den nordlige del af kysten. Smukt, især på strandene uden for byen, og masser af god stemning, sjove folk og billig massage på stranden - ren velvære, kombineret naturligvis med fest og pjank i byen efter mørkets frembrud (kl. 19). Her er bestemt skønt at være.








Fredag rakker jeg så mod Colombia i nord, hvor jeg skal besøge "lillebror" Pablo som var udvekslingsstudent i Nyborg for nogle år siden. Bare lige sådan et par uger - så jeg kan komme tilbage og få 90 dage visumfri her i mit elskede Ecuador.