Kom maj du soede, milde...

Saa kom maj – som tiden flyver! Det er da ikke til at holde ud!! Om end jeg er ret sikker paa at kende nogle stykker i Danmark som glaeder sig over at jeg nu er halvvejs i mit studieophold. Et faktum som jeg pt selv goer meget for at gemme vaek lidt endnu. Ja, nu har jeg vist meldt til de naermeste hvordan situationen har aendret sig lidt herovre, med interkulturelt/-nationalt forhold, hvilket sandsynligvis altsaa ogsaa kommer til at aendre noget i mine DK-planer. Rolig, jeg skal nok komme  hjem – spoergsmaalet er for hvor lang tid. Pt gaar overvejelsen paa at tage en pause fra universitetsstudierne og finde et nogenlunde vel betalt job herovre (hvilket kan blive svaert nok – mindsteloennen ligger paa 200 USD om maaneden, hvilket selv herovre ikke er ret mange penge) og faa noget erfaring, om jeg virkelig skal uddanne mig til udviklingsarbejde i U-landene, eller om jeg skal rette kursen ind mod underviser-job i DK eller hvad det nu kunne vaere som alternativ.. Men som jeg sagde til min kaere mor i et telefonopkald den anden dag: Lad nu det ligge, og regn med at vi ses i august.

 

 Ellers gaar det rigtig godt herovre. Vi har netop haft midtvejseksamener paa universitetet, hvilket vil sige der har vaeret ganske meget at se til – nu haaber jeg blot at have faaet samlet nogenlunde med point, saaledes at jeg kan fortsaette med nogenlunde ro og regne med at bestaa de endelige eksamener i juli. Saa det vil betale sig at rejse hjem til Aarhus og tage eksamen der ogsaa. (Det er svaert ikke at faa det til at lyde helt forkert og kalkulerende – men ja, som jeg netop har snakket med en underviser om herovre: der er stor forskel paa uni i DK og uni her – og jeg ved ikke hvad der er bedst.)

Jeg nyder til gengaeld at mine medstuderende efterhaanden er “faldet lidt til ro” og nu har erfaret at jeg fint forstaar hvad de siger og de roligt kan snakke til mig som enhver anden studerende – og at jeg nok skal svare dem paa et rimeligt forstaaeligt spansk ;)
Saaledes var det ogsaa Día del Libro (Bogens Dag) herovre for et par uger siden. Her var en gruppe litteraturstuderende og –undervisere placeret i foyeren hvor der blev laest hoejt af et vaerk af en lokal forfatter  - 10 timers hoejtlaesning, tror jeg. Imidlertid var der selvfoelgelig nogen af de frivilligt tilmeldte hoejtlaesere der var fravaerende, og min litteratur-laerer, en striks dame som man ikke siger imod, bestemte sig hurtigt for at jeg selvfoelgelig gerne ville lease hoejt af et for mig totalt ukendt vaerk  10 minutter foran en stoerre forsamling af professorer og studerende -ingen forberedelse. Og som sagt (af dra. Eugenia) saa gjort. Lykkeligvis resulterede det i stor begejstring (hos alle andre end mig) og mange kommentarer og anerkendende ord fra mine undervisere og studiekammerater. Og nu haenger jeg saa til udstilling i glas og ramme med en del af de andre hoejtlaesere, i foyeren paa Filosofisk Fakultet. Blandede foelelser hos mig- men noget tyder altsaa paa at det var et fint lille stunt og “ice breaker” paa vej mod at blive “en af dem” (eller noget derhenad i det mindste). 

Yndlingsfaget pt er “Narrativa Ecuatoriana” (den ecuadorianske fortaelling/litteratur). Det er ogsaa det svaereste pga. de mange nye forfattere og vaerker jeg skal stifte bekendtskab med og laere og huske. Til gengaeld er underviseren super – og litteraturen interessant. Og saa synes de vist det er ret spaendende at hoere hvordan europaeren laeser skjulte kritikker af Vesten/Occidenten i noveller som umiddelbart blot fortaeller historien om en kannibal i et bur. Ja faktisk er der naermest kun kritik af europaeerne og “eurocentrismen” i alle mine fag – synspunkter som er forstaaelige nok kontinentets historie taget i betragtning. I bund og grund er min ret socialistisk-demokratiske baggrund jo ogsaa ret meget hen ad ideologien herovre: rummelighed (kulturel, menneskelig, etc). Og kritikken af Europa gaar jo saa ogsaa typisk paa den manglende rummelighed i loebet af historien, med erobringer og slaveri og joedeforfoelgelser, etc.

Tiden flyver. Efter naesten tre maaneder i vaertsfamilie har jeg nu endelig fundet tid (og faaet nok af “familielivet”) til at finde mig noget lidt mere for mig selv. Det er nu endt med et hyggeligt lille hostal i det historiske centrum af Cuenca, 5-10 minutters gang fra universitetet, med Tomebamba-flodens rislen som baggrundsstoej (altsaa uden for myldretiderne) og indrettet i gammel kolonistil. Adgang til (rent!) koekken og bad – og wifi. Vaeldig hyggeligt, roligt og pt kun med faa andre logerende, saa jeg har det naermest for mig selv. Saa jeg nyder roen og noget “Stine-tid”, som jeg nok har gaaet og manglet lidt i vaertsfamilie-livet. Og saa bliver der formentlig lidt flere penge til fornoejelser-med-god-samvittighed, nu hvor jeg kun skal betale for hvad jeg faktisk spiser og bruger ud over huslejen paa 300 usd/md – om jeg er i Cuenca eller Tena. 

 

Og saa er der altsaa nu ogsaa kun mig selv at staa til regnskab for naar jeg foerst kommer tilbage fra weekend i Tena mandag morgen et par timer foer undervisning. For jeg bruger ret meget tid hos Diego og familien Robles derude – 11 timers busrejse fra Cuenca.

Det er til gengaeld ogsaa ren velvaere for mig i Tena. Lektielaesning paa Café Tortuga eller i solen paa kanten af floden; frokost med (sviger)familien; hygge og tolkeassistance paa AquaXtremes (familiefirmaets) kontor – ja, jeg bestyrer det af og til selv, nu kender jeg jo turene mere eller mindre efterhaanden; ture i parken med nevoeer og niecer; paa fisketur (ja altsaa for drengenes vedkommende – vi piger laver mad paa baal og slapper af i sol eller skygge.) 

Senest den forgangne soendag ved la Venezia (Misahuallí) sammen med Diegos bedsteven Mateo og hans hoejgravide kaereste Dorith, som venter tvillinger om faa uger. 
 

Saa betagende smukt. Saa stille og isoleret fra civilisationen. Og saa er det selvfoelgelig lige et par indianere som passerer i kano og er ved at dreje hovederne af da de faar oeje paa det blegeste menneske de nogensinde har set derude. Jojo, saa har man da ogsaa bidraget til snakken over naeste maaltid i hytten..

Saa alt i alt har jeg det altsaa rigtig godt. Ecuador bliver mere og mere "hjem" (end det allerede var), og jeg holder fast ved at naar dét er saa svaert at forstaa for jer derhjemme, ja saa er eneste loesning jo at I rige nordeuropaere handler en flybillet og bevaeger jer herover!

Over and out..

//Stine