mandag den 25. marts 2013

Er netop kommet hjem fra en skønherlig (og varm) weekend på strandene i Estero de Platano, Mompiche og Portete - strande lidt syd for Atacames. Her kommer billederne...
Efter endt undervisning fredag middag sprang vi i naboens bil (sammen med nabo+frue) og kørte afsted. Første stop på vejen var Estero de Platano, en afsides beliggende lille landsby i fredet område, så sprudlende frodigt grønt på land - og efter sigende både hajer og havskildpadder i det blå hav. Og så er det (åbenbart) et af de bedste surf-points på den ecuadorianske kyst.



Herfra fortsatte vi til Mompiche, hvor jeg var første gang i januar. Indlogeret hos Javiers ven Jim som har en campingplads med telte og en enkelt cabaña (hytte).








Lørdag tog vi så trave-benerne på, pakkede tasken med bananer og vand og bevægede os afsted med surfgrej og solcreme, mod først Playa Negra (Sorte Strand) og siden Portete (en lille ø med palmer, strand og bølger).










Ja, hvordan skal jeg dog klare den sidste lille måneds tid med sådan et vejr... (Håber I holder til de lidt lavere temperaturer i DK - jeg skal forhåbentlig nok bringe lidt med hjem til april-vejret..)

søndag den 17. marts 2013

Tiden går og overrasket må jeg kigge i min kalender og konstatere at der i dag er præcis en måned til min flyver hjem mod DK. Så nu må jeg hellere lige få smidt lidt mere op her fra Ecuador.
Bacheloren er der (muligvis) ved at være rigtig hul igennem til nu, da jeg endelig har fundet noget materiale jeg forhåbentlig kan arbejde ud fra sådan rigtigt. Og så har jeg netop sendt en mail afsted mod AU ang muligheden for ITT (Individuelt Tilrettelagt Tilvalg), dvs. at vende tilbage til status som udlandsstuderende et års tid. Kunne jeg finde et universitet i Esmeraldas som udbyder kurser inden for udviklingsstudier, sociologi, antropologi på et rimeligt niveau, kunne det være ret fint at studere et års tid herovre og så kunne kalde mig bachelor om et år eller halvandet.. Alternativt har jeg også en forespørgsel afsendt mod sociologi-studiet i Århus ang mulighed for distance-studier (selvstudium +/-).. Så det er sådan lige hvad jeg pusler med lige nu af fremadrettede praktiske ting.
Dagene går her. Mandag, onsdag og fredag går jo med undervisning af en gruppe børn, har 4 drenge (8-12 år) fra 9 til 12 og 4 drenge og piger om eftermiddagen kl 14 til 17. Og så er dagen jo praktisk talt gået. Dvs at jeg almindeligvis slæber min lille hund (som jeg blev "adoptivmor" for i februar) med på stranden hvor Javier og gutterne tosser rundt på surfboards eller (hvis bølgerne er for dårlige) spiller bold til solen går ned kl. 19.00 (og ja, det er nærmest på slaget, vi er jo meget nær ækvator).
Så jeg har så tirsdag, torsdag og weekenden til mig selv, lejligheden, hygge og studier. Som oftest ender det ud i noget strand og studierelevant læsning - og et slag sudoku i pausen, hehe..
Så alt i alt ligner det jo ret meget en hverdag. For efterhånden 3-4 uger siden vovede jeg mig en tur til Baños, da en ven bosiddende i USA var et smut hjemme for at overlevere en ny raftingbåd til sine brødres adventure-bureau. Så to overnatninger og så tilbage til Atacames og fortsætte hverdagen. Når engelsk-kurset for ungerne slutter har jeg så nogle få dage til at vove mig mod junglen for at se eks-sviger-familien og venner i Tena samt rejse videre ind i "skoven" til Coca, for at møde Javiers fars familie som holder til derinde.

Fødselsdagsselskabet 14. februar - og flere stødte til..
Solnedgang i Atacames
Solnedgang nu med bål - eller forsøg på at lave bål...

Surf-mesterskaber er et tilbagevendende event op langs hele kysten.
Her fra Mompiche,  et par timers kørsel fra Atacames

Surfing i Mompiche
Mariposa -  ja altså, det er hundens navn




Lokal mellemmåltidssnack - stegt banan med ost. Overraskende godt...

Mens finalen i det lokale surfmesterskab sidste weekend blev afgjort
gik solen ned bag skyerne.. 
Afgørelsens time for det lokale surfmesterskab..Javis lillebror på 17
konkurrerede for første gang -og vandt 3. pladsen i bodyboard-konkurrencen 

Drengene fjoller med Mariposa - de tror fortsat på hun nok skal lære at surfe
 og blive en ægte "vandhund" en dag...

Åh, ja, der er masser af sproglige, lingvistiske diskussioner her i huset.
Eksempelvis hvorvidt disse to ord er ens... Øøøøøh - men godt forsøgt, Javi..

Javi tilbage på land efter timers surf 

Der kan da fyldes mange flere voksne mænd med surfbords på den pick-up der, gutter...

Javi i bølgen blå (Tonsupa - nabobyen)

I byen... eller på vej...


onsdag den 20. februar 2013

SÅ er jeg vist ved at være på plads til at kunne skrive lidt igen. Til jer derhjemme, ude i verden og vel egentlig også for mig selv. Og når jeg skriver "på plads", ja, så mener jeg altså i min nye tilværelse som "costeña", beach-bitch, havfrue, kald det hvad I vil. Jeg er nemlig flyttet ud af Tena i junglen og ud til Atacames, Esmeraldas, på Ecuadors nordlige kyst. En region jeg på tidligere rejser kun har stiftet begrænset bekendtskab med - men som totalt har vundet mit hjerte med en god varmt klima, masser af smukke uspolerede strande og imødekommende indbyggere. Samtidig er det også en region jeg ser masser muligheder for udvikling (=muligt arbejde) i ift. økonimi, sociale forhold, uddannelse, turisme, osv. Faktisk er jeg og nogle lokale venner her igang med at sætte gang i nogle forskellige projekter her i Atacames - mere herom senere. Først lidt om hvad jeg har fået den forgangne måned (plus) til at gå med.

Jeg rejste som sagt til Atacames inden nytår, og fejrede dette med Javier, som jeg lærte at kende i Europa for et par år siden, da han boede og arbejdede i Tyskland. Nå men han er altså så nyligt flyttet tilbage til Ecuador efter 6 år i Europa - og orienterede mig om dette få dage inden jeg skulle med mit fly tilbage hertil. Så jeg fejrede nytår her - og det er i øvrigt ham jeg nu har lejet en lejlighed med og som jeg så også prøver at sætte nogle projekter igang med.
I januar rejste jeg så to uger til Colombia. For at besøge Pablo, som var udvekslingsstudent i Nyborg for nogle år siden efterhånden, og for at manøvrere rundt og uden om nogle opholds- og visumrestriktioner. Der var jeg en uge hos Pablo og hans familie i Pereira, hvor vi ud over at nyde godt af det gode klima og fejre Pablos fødselsdag også brugte en dag på fuld afslapning på familiens landejendom uden for byen. Den anden uge tog jeg med Pablo og nogle af hans venner til Tanganga (Santa Marta) på colombias nordlige kyst hvor vi tog på opdagelse på de mange fine afsides strande og "nød" varmen - op mod 40 grader nogle dage.

Foto: Pablo Buitrago

Foto: Pablo Buitrago
Foto: Pablo Buitrago















Foto: Pablo Buitrago

Tilbage i Ecuador er det så småt blevet "hverdag". Dvs jeg pt underviser 5 børn i engelsk tre gange om ugen - og lur mig om jeg ikke allerede i næste uge har samlet en håndfuld voksne også. Så er altså blevet engelsklærerinde nu, og har det sgu meget sjovt med det. Det er et åbenlyst sted at starte - altså der er brug for engelskundervisning = jobgaranti som selvstændig. Og der er endnu ikke ret mange nordamerikanere eller europæere som forvilder sig ud på disse kanter for at slå sig ned (eller rejse), da Esmeraldas (regionen men især byen af samme navn) har et noget blakket ry. Jeg har nu endnu ikke oplevet noget som på nogen måde berettiger dette ry - men nu er jeg selvfølgelig også rimelig velbevandret i Ecuador osv.
Nå, men ellers har jeg selvfølgelig brugt tid på at opleve alle "perlerne" er i området - landsbyen Mompiche, udkigssteder over Atacames, "surf-watching" (de siger hvalerne kommer her forbi i august-oktober!!) osv.

Nå ja, men frem for alt så har jeg det godt (som I ser)...

Same

Surfere i Mompiche
Stranden i Mompiche


















Atacames' kendetegn: klipperne mod syd

På toppen af Atacames

Solnedgang på stranden i Atacames..

Som lovet et bette billed fra lejligheden - køkken og stue (ja, det er altså så dobbelt så
stort som her + soveværelse + gæsteværelse - så I kommer bare..)

Udkig fra tagterrassen ;)

Åh, ja, den store dag da Ecuador vandt over Portugal i en
venskabsfodboldkamp - DA var jeg i trøjen fra morgenstunden, haha...



















14. februar blev i øvrigt fejret med fødselsdagsfest her i hytten  - siden er der kommet lidt problemer med kameraet som lige skal regnes ud hvordan løses, så skal der nok komme billeder der fra også..

Chao

onsdag den 9. januar 2013

Tilbage fra job og tilbage i Ecuador

Nå, så er det vist tid til en update fra Sydamerika. Ja for nu er jeg jo tilbage hvor jeg har det bedst, i mit andet hjemland, i syd og lige på ækvator.
Jeg ved at nogen havde det svært og mærkeligt med at jeg insisterede på at være ude af DK igen inden det blev rigtig jul. Men som de der kender mig ved, ja så går jeg jo helst mine egne veje. Og jeg kan meddele at jeg havde en glimrende jul og nytår herovre, om end planerne ændrede sig lidt i løbet af de sidste par måneder i DK. Jeg og Diego er nemlig ikke sammen mere - men den gode relation med eks-svigerfamilien er intakt, hvilket selvfølgelig betyder meget for mig herovre.
Så planen om at tage til Tena som det første blev (med undtagelse af en overnatning hos Males forældre i Quito den første nat) gennemført - med gensynets glæde. Mirian (tidl. svigerinde) tilbød mig at bo hos hende og datteren Amy trods beskedne forhold - og alt andet end at takke ja ville være tosset og uhøfligt - jeg kender dem jo virkelig godt og så fine manerer har jeg slet ikke.
Jeg brugte således en fire dage i Tena, hvor jeg nåede både at sælge raftingture på kontoret, et længere besøg hos Marlene og Santos (mami og papi) med besigtigelse af byggeprojekter og hygge med bonus-barnebarnet Toco. Og så fik jeg som "tía"(tante) den særlige invitation og ære at deltage i juleafslutningen på Amys og Arnols skole - noget som vel mest af alt var lige så kaotisk og underholdende (på sin egen måde) som en skolefest anno sluthalvfemserne i Vindinge tilsat 25-30 graders varme.





 
Desuden mødte jeg noget uventet Joshua, en kammerat fra Baños, i gaden en dag, så pludselig var der også dømt fest i gaden op til flere aftener blandet med familiehygge og -fødselsdage.

Fra Tena tog jeg til Quito den 24. december og holdt stille og hyggelig "juleaften" med nogle venner der. Egentlig meget en aften som alle andre her - og det passede mig fint. (Måske jeg virkelig er ved at blive gammel??) Derfra fortsatte jeg så festen i Baños de følgende juledage. Bonus i Baños-besøget (udover gensynet med vennerne og de vilde fester som var man 18 igen) var selvfølgelig "Mama Tunguráhua" som jeg endelig fik set i udbrud inkl. stank af afbrændt skorsten i hele byen ved ankomst.


For at slutte 2012 (som jo egentlig var et meget godt år, synes jeg) af med manér, kørte jeg sikker stil og tog derfor rejsen til kysten den 28. dec. En ven hjemmefra er netop flyttet hjem til Ecuador efter 6 år i Europa (så vil jeg altså ikke høre ét ord om mine knap 8 mdr herovre) og inviterede mig til nytår i Atacames som ligger på den nordlige del af kysten. Smukt, især på strandene uden for byen, og masser af god stemning, sjove folk og billig massage på stranden - ren velvære, kombineret naturligvis med fest og pjank i byen efter mørkets frembrud (kl. 19). Her er bestemt skønt at være.








Fredag rakker jeg så mod Colombia i nord, hvor jeg skal besøge "lillebror" Pablo som var udvekslingsstudent i Nyborg for nogle år siden. Bare lige sådan et par uger - så jeg kan komme tilbage og få 90 dage visumfri her i mit elskede Ecuador.