Der er brugt mange studietimer paa AUs laesesale og paa skollegievaerelset paa at overveje og planlaegge mit udlandsophold paa 4. semester. Nu staar jeg saa endelig - efter 2 aars planlaegning af studievalg og derefter muligheder for udlandsophold - med sydamerikansk jord under mine foedder igen .
Mit foerste gensyn med Ecuador var episk. Ankom i lufthavnen i Quito - sprang ind i en (af sikkerhedsmaessige grunde) forudbestilt taxa, som med nedrullede vinduer koerte mig ind mod byen (okay, vinduerne blev selvfoelgelig rullet op igen, da vi naaede centrum - igen sikkerhed). Hostal Blue House blev saa et gensyn med backpackerkulturen. Rygsaekke fulde af kegler der kan saettes ild til og andet lir der mest af alt vel nok hoerer cirkuslivet til.
Uden for, i trafikken, skifter lyset til roedt. En ung knaegt springer ud paa den udslidte fodgaengerovergang. Begynder at springe rundt paa haenderne som en anden springgymnast i oevelser paa gulv. To sekunder foer lyset atter skifter, springer han op og ind til siden igen - med haenderne fremme, naturligvis, i haab om en skilling for sine udskejelser. Paa samme maade render unge drenge rundt i trafikken sent om aftenen og vasker bilruder.
Der er masser af liv i gaderne da jeg efter mere end 21 timers rejse, ligger mig i en koejeseng omkring midnat, onsdag aften i Quito.
Torsdag staar jeg saa op midt paa formiddagen, jeg kan maerke benene ikke er 100% sikre (ikke paa grund af druk, men paa grund af Quitos beliggenhed oppe i bjergene. Saa vidt jeg husker 2800 meter over havet. Heldigvis virker mit hoved da nogenlunde taknemmeligt, og efter toasted broed og kaffe til morgenmad, checker jeg ud og springer paa en metro-bus 1 times koersel gennem byen, til busterminalen hvor fra der gaar busser til alle dele af landet. Bussen er fuld, men folk er venlige. En yngre mand tjekker op paa om jeg er med den rigtige, det er jeg. Det er nu egentlig ret imponerende saa meget offentlig transport man kan faa herovre for 25 cent (1,5 krone).
Paa terminalen finder jeg hurtigt et vindue hvorfra de saelger busture til Baños som er dagens destination. En 3,5 timers rejse sydpaa gennem bjergene skal aabenbart heller ikke koste noget saerligt, trods bedre komfort og mere sikker koersel end hvad bybusserne i Aarhus kan praestere til samme pris (men blot en tredjedel rejsetid). Jeg havde sgu helt glemt hvor aldeles udmaerket det fungerer i langt de fleste tilfaelde her.
Naa, men af sted med mig mod Baños - i en bus der viste sig at vaere flere andre danskere i, en sjaelden oplevelse, men da en fornoejelse..
Udfordringen paa disse busrejser er dog at holde godt oeje med sine vaerdier. Vaner fra DK som at saette tasken mellem benene - den gaar ikke, hvilket et turist desvaerre maatte erfare sig. Da gadesaelgerne havde stormet bussen med tilbud om snacks og vand, havde han pludselig ikke sin pung til at betale for sig.
Men man kan ogsaa let lade sig forblaende af de mange indtryj uden for ruderne. En stor ny skinnende Toyota (5 pers.) med lad svinger ud fra en sidevej. Bag de halvtonede ruder aner man en indiansk traditionelt klaedt familie fylde kabinen.
Men, jeg kom altsaa til Baños helskindet og alle vaerdier i behold, og fandt mig hurtigt et rart hostal at slaa mig ned paa for de kommende dage. Saa en tur op gennem hovedgaden, som ligner sig selv som i 2009, faa liv i den gamle telefon med et lokalt sim-kort, og saa er jeg klar til at "genindtage" Baños - eller er det i virkeligheden Baños som genindtager mig? Et retorisk spoergsmaal jeg lader staa. Men i hvert fald har jeg saa nu brugt 8 dage i Baños med gamle og nye venner, lokale og backpackere (for hvem jeg med mit kendskab til by og land har snakket med og givet raad osv). Baños blev i denne omgang mere fest end adventure - jeg vaelger at se det som en indhentning af det forsoemte. Da jeg var der i 2009 lod jeg mig indlaegge med lungebetaendelse og missede derfor en del af festerne - men naaede de fleste adventure aktiviteter som rafting. mountainbiking, vandfaldene, etc.
Nu er jeg saa med ca. to dages forsinkelse pga mit velbefindende i Baños, naaet til Montañita paa Stillehavskysten. En by som da jeg forlod den for godt 2 aar siden, ikke var mere end 3-4 handelsgader. Ved min lille gaatur idag i den bagende sol (og vel nok en 30-40 grader) maatte jeg erfare at byen i hvert fald er fordoblet og hoejst sandsynligt mere. Store fine restauranter og diskoteker er skudt frem, det meste af det gamle har faaet ny facade, og endeligt er den gamle handelshovedgade nu blevet belagt med fliser - foer var det blot haardkoert jord, som jeg husker det.
Det er i oevrigt et ekstraordinaert vanvid her (Montañita er almindeligt kendt for sine vilde fester) denne weekend, da der afholdes nogle af de vigtigste mesterskaber inden for surfing i Ecuador/Sydamerika denne weekend. Samtidig er det hoejsaeson og mange herovre har endnu ferie ogsaa.. Saa det er virkelig det gale vanvid om aftenen - og om dagen - men sjovt!
Paa fredag ska jeg saa tilbage op i bjergene (men i syd) til storbyen Cuenca og slaa mig ned som studerende, i foerste omgang bosiddende hos en vaertsfamilie naer universitetet. Den foelgende uge skulle efter sigende byde paa introduktion og endelig indskrivning paa fag, samt saerlige introdage til udlandske studerende (hvilket jo indikerer at der er andre end mig).
Vamos a ver que pasa..
Haaber alt staar vel hjemme i Danmark.
Chao!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar